Skjulte omkostninger ved bredbåndsabonnementer

Når du skal købe et bredbåndsabonnement, så er der typisk en række gebyrer og måske for dig uforudsete ekstra omkostninger oven i de bredbånd priser, som du præsenteres for i bredbåndudbydernes reklamer og kampagner. Her i artiklen kigger vi nærmere på de mest typiske ekstra omkostninger i forbindelse med bredbåndsabonnementer, som du måske ikke lige er opmærksom på. Nogle af gebyrerne og omkostningerne er ens for de fleste internetudbydere, men der er også nogle, hvor der er væsentlige forskelle.

Der er også nogle bredbåndsudbydere, der er bedre til at oplyse om de forskellige gebyrer som også indgår i er bredbåndsabonnement end andre. Man skal grave dybere for at finde en spcifikation af gebyrer og ekstraomkostnigner hos f.eks. Telenor og Perspektiv Bredbånd hvor imod f.eks. Dansk Net og Fullrate har en let tilgængelig liste over gebyrer.

En ekstra omkostning er et beløb, som du skal betale i forbindelse med etableringen af din bredbåndsforbindelse eller fiberforbindelse, som ikke er inkluderet i prisen for dit bredbåndsabonnement. Det kan f.eks. være installation af et telefonstik, hvis du skal have dsl-bredbånd igennem telefonnettet, og ikke har et brugbart stik.

Etablering af telefonstik
Hvis du skal have traditionelt bredbånd igennem telefonstikket og ikke har et i forvejen, så skal der etableres et telefonstik til brug for din bredbåndsforbindelse. Prisen for dette kan variere fra udbyder til udbyder men ligger traditionelt mellem 300 til 700 kr.

Fastnetabonnement sammen med bredbånd
Når du køber bredbånd er du ofte tvunget til at tage et fastnetabonnement med i pakken. Du bør dog ikke tillægge fastnetabonnementet meget betydning, hvis du alligevel ikke har tænkt dig at bruge det til at ringe. Så vil fastnetabonnementet nemlig aldrig blive en merudgift for dig. Der er stort set ingen bredbåndsabonnementer uden fastnetabonnement, og det er også ligegyldigt, hvis du ikke bruger dit fastnetabonnement, da det så ingen indflydelse har på prisen for dit bredbåndsabonnement.

Flytning af dit telefonnummer
Hvis du i forbindelse med købet af et bredbåndsabonnement skal skifte dit fastnetabonnement til den nye udbyder, så kan der være et gebyr i forbindelse med nummerportering hvis du gerne fortsat vil have dit gamle telefonnummer. Dette vil typisk koste i omegnen af 200 kr. Hvis du slet ikke har tænkt dig at bruge fastnettelefonen, så er dette naturligvis ligegyldigt.

Besøg af en tekniker
Hvis du ikke selv har mod på opsætning af router eller andet nødvendigt udstyr i forbindelse med oprettelsen af din internetforbindelse, så kan du bestille en tekniker fra bredbåndsudbyderen til at gøre det for dig. Dette er ofte ret dyrt og prisen ligger typisk mellem 500 og 1100 kr. Det er normalt ret nemt at sætte udstyret op, så det er en udgift du bør undgå. Hvis du ikke selv kan sætte routeren op, så har du nok en mere it-kyndig person i din omgangskreds, der kan klare det for dig. Hvis du glemmer at være hjemme til et teknikerbesøg, som du har bestilt, så skal du ofte betale for teknikerbesøget alligevel.

Hurtigere uploadhastighed end i standardabonnementet
Hvis du gerne vil have en hurtigere uploadhastighed end hvad der følger med din internetforbindelse som standard, så kan dette ofte lade sig gøre ved at betale mere. Hvis du ofte overfører store mængder data til andre og derfor ved, at du får brug for at tilkøbe øget uploadhastighed, så kan du lige så godt tage denne omkostning med i din sammenligning af bredbåndspriser fra starten. Prisen for højere uploadhastighed varierer men er typisk på 50 til 100 kr.

Nedjustering af hastighed til et billigere abonnement
Hvis du på et senere tidspunkt i din bindingsperiode ønsker at nedgradere din bredbåndshastighed til et billigere bredbåndsabonnement hos samme internetudbyder, så koster det typisk et gebyr på mellem 100 og 200 kr. Det koster aldrig noget at opgradere til en højere og dyrere hastighed hos samme leverandør. Derfor kan det måske bedst betale sig for dig at starte på en lavere hastighed og se om det dækker dit behov og så opgradere gratis hvis du får brug for mere. Frem for at betale et gebyr for at nedgradere hvis du er startet med en høj hastighed, som du reelt ikke har brug for. Det kan også være belagt med et mindre gebyr, hvis du ændrer datoen for et teknikerbesøg (hos nogle udbydere er det gratis imens det hos Fullrate koster 50 kr.).

Du skal flytte
Hvis du flytter i din bindingsperiode, så skal du betale omskostninger til flytningen.

Gebyr for tilsendt girokort til betaling
Hvis du ikke ønsker at tilmelde dit bredbåndsabonnement til betalingsservice (PBS), så skal du betale ca. 40 kr. i gebyr for hver regning som du får tilsendt og betaler manuelt. Gebyret er det samme for alle internetudbydere.

YouSee har en såkaldt “fair use” grænse
Hvis du har bredbånd hos YouSee og bruger det til at downloade meget store mængder data, så kan du løbe ind i YouSee fair use grænsen for dit bredbåndsabonnement. YouSee har sat sine fair use grænser således:
10/1 Mbit = 200 GB/md.
20/2 Mbit = 400 GB/md.
50/5 Mbit = 1000 GB/md.
100/10 Mbit = 2000 GB/md.
Overskrider du fair use grænsen, så vil du blive kontaktet af YouSee for at få dig til at opgradere til et bredbåndsabonnement med en højere hastighed. Hvis du overskrider din fair use grænse flere gange, så har YouSee ret til at opsige dit bredbåndsabonnement.

Trådløs router
Hvis du gerne vil have trådløst internet i dit hjem, så skal du bruge en trådløs router. Der følger ofte en gratis trådløs router med et internetabonnement, men det er ikke altid, at det forholder sig sådan. Hvis der ikke følger en trådløs router med, så kan du købe en god router til ca. 500 kr. Det kan også gøres billigere, men det vil forringe kvaliteten af signalet.

Leveringstid på dit bredbånd
Uanset om du skal bruge bredbånd gennem telefonstikket eller fibernet, så bør du kontakte den leverandør du påtænker at bestille fra og forhøre dig om leveringstiden. Det kan faktisk svinge rigtigt meget hvor hurtigt du kan få leveret din internetforbindelse. Så står du og skal bruge internet lige nu og her, så tjek leveringstiden inden du bestiller.